Faciliteter

FRISK – dit center for sundhed skal udfylde et stigende behov for behandling lokalt, hvor ofte nye og også innovative behandlingsformer tages i brug. Et samlet center med forskellige enheder, villaer og resortboliger, der alle understøtter rekonvalescens, pleje og behandling samt velvære og support af det gode og sunde liv med et holistisk grundlag. 

Interesseret i at se arkitekternes udkast til FRISK CENTER? 

Centeret skal indeholde:

·       Fysioterapi, med plads til at behandle 10 personer ad gangen i separate rum.
·       Gruppelokaler til træning: kognitivt, socialt, virtuelt, kommunikativt samt logopædisk.
·       SMART board, bærbare Pc’er/licenser til online kognitive programmer.
·       Træningskøkken til ergoterapeutisk træning og vurdering.
·       Fitnesscenter - hvor der kan være ca. 30 personer ad gangen.
·       2 varmtvandsbassiner, Whirlpool for 12 personer, saunaområde, badefaciliteter.
·       4 behandlingsrum for massage.
·       Sal på ca. 500m2, der kan opdeles i flere mindre rum á 75 – 100 m2, der anvendes til holdtræning, men også evt. afholdes arrangementer som foredrag, workshops etc.
·       Administrationskontorer.

VILLAER OG RESORTBOLIGER

Der kan etableres 40 – 60 enkeltstående villaer, resort og omsorgsboliger i fællesskabsbyen. Boligerne varierer i størrelsen, men alle er lyse, bæredygtigt byggede med tilgængelighed. Nogle resortboliger bygges som fællesskabsboliger i enheder med 12 boliger. De bygges til flere forskellige målgrupper, de er alle 2 værelseslejligheder med store badeværelser, køkken, lille have eller altan samt et afgørende fællesområde, som orangeri, så man kan være ”ude”, selv når det er koldt udenfor. Denne type boliger kan anvendes som omsorgsbolig etableret efter Friplejeboligloven. 

FRISK CENTER certificeres til at levere omsorg og pleje efter Serviceloven til beboerne i omsorgsboligerne samt alle øvrige boliger i fællesskabsbyerne.

Mange borgere ønsker at blive længst muligt i eget hjem, det vil på denne måde være muligt i fællesskabs- byerne. Personale fra FRISK CENTER certificeres til at levere omsorg, pleje og praktisk hjælp i egen bolig. Ydelserne visiteres af kommunen, som også betaler for ydelsernes levering.

Fællesskabsboligerne betegnes resortboliger. Ud over omsorgsboliger kan resortboligerne være følgende:

·       Seniorresort - der er seniorfællesskabsboliger

·       Tryghedsresort - til midlertidige ophold eks. efter sygdom/operation eller palliation (Hospice)

·       Gæsteresort - til gæster til byens beboere

·       ROW-resort - til rekreation, oplevelse og wellness ophold

Generelt viser den demografiske udvikling øget plejeboligbehov de kommende år. Dansk Industri beskriver:

"Vi ser ind i en fremtid, hvor antallet af ældre med plejebehov vokser markant. Hvis vi alene laver en demografisk frem- skrivning, vil der i 2030 være brug for 35.000 flere plejeboliger. Hvis vi optimistisk vurderer, at ældre fremover vil være sundere, vil der være brug for 13.500 plejeboliger. Uanset hvilke tal vi tager udgangspunkt i, er det en kæmpe udfordring" siger branchedirektør i DI Service Jakob Scharff.

Tryghedsophold er for borgere, der har brug for midlertidigt ophold, med rehabilitering, omsorg, pleje og god ernæring. Betalingen kan ske gennem kommunal bevilling og betaling, egenbetaling og delvis forsikringsbetaling. Tryghedsophold kan vare fra få dage til flere måneder. Tryghedsophold kan også være palliative ophold, hospiceophold. Der bygges 24 – 36 lejligheder til tryghedsophold.